torsdag den 31. marts 2011

Dyrerettigheder eller dyrevelfærd - the abolitionist approach

Da jeg i foråret 2010 valgte at undersøge den veganske livsstil nærmere, tilmeldte jeg mig nogle sites på facebook, bl.a. LiveVegan. Det viste sig, at jeg var kommet det helt rigtige sted hen. Filosofien bag LiveVegan (udtales som i live-tv) er abolitionistisk, dvs. at man advokerer for total afskaffelse af anvendelsen af dyr, ud fra det filosofiske standpunkt, at dyr bør have én grundliggende rettighed, nemlig retten til ikke at blive behandlet som (andres) ejendom. Dette Animal Rights synspunkt står i modsætning til Animal Welfare-isterne, der kæmper for at dyrene, via regulering, skal få det bedre, men ikke grundliggende sætter spørgsmålstegn ved selve anvendelsen af dyrene.

En dansk dyrevelfærdsorganisation er Dyrenes Beskyttelse, og i dag kan man købe kød i supermarkederne, med labelet: Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse. (!)

Abolitionisterne går anderledes konsekvent til værks og mener som nævnt, at dyrenes rettighed til ikke at blive betragtet som andres ejendom i praksis har ét moralsk acceptabelt udfald, nemlig veganisme. Ja tværtimod mener abolitionisterne, at velfærdsorganisationerne gør dyrene en bjørnetjeneste. For at forstå dette skal vi se på abolitionisternes historiske forlæg, nemlig anti-slaveribevægelsen, som den udfoldede sig i Vesten fra midten af 15-tallet og fremefter. Osse dengang var der nogle der kæmpede for at slaverne skulle have bedre vilkår. Men hvis man kæmper for bedre vilkår for slaver accepterer man principielt, argumenterer abolitionisterne, slaveri in the first place. På samme måde, hvis man kæmper for mere human eksekvering af dødsstraf, så accepterer man dødstraf. Osse dødsgangene har deres abolitionister.

Synspunktets logik bliver tydelig, hvis man i dag, hvor modstanden mod slaveri er moralsk konsensus, hævder, at slaver skal have gode forhold. Slaver, hvad snakker du om! Derfor mener abolitionisterne faktisk, at velfærdsorganisationerne bidrager til en accept af anvendelsen af dyr og derfor kommer til at modarbejde dyrenes grundliggende rettighed. Ja faktisk mener man, at velfærdsetiketten nærmest fremskynder til, at forbrugeren med god samvittighed fortsætter konsumptionen af animalske produkter, hvilket reducerer tilbøjeligheden til at overveje endelig afståelse. Derfor vil man ofte høre abolitionisterne tale imod dyrevelfærd, hvilket jo godt kan virke overraskende, når man ikke har sat sig ind i deres argumentation.

På Facebooks LiveVegan site er man meget aktive med opdateringer, blogindlæg, etc. For mig var det meget inspirerende at blive bombarderet med deres ræsonnementer og en hovedfaktor i, at det blev let for mig at overgå til vegansk livsførsel.

Det filosofiske grundlag for the abolitionist approach i overskrifter:

1) Dyr har ret til ikke at blive betragtet som (andres) ejendom, (the right not to be treated as property).

2) Denne ret har de på baggrund af deres modtagelighed for sanseindtryk, (sentient beings with subjective awareness).

3) I kraft af modtageligheden for sanseindtryk indlemmes dyr i "det moralske fællesskab", altså som målgruppe for vores moralske overvejelser, (moral community).

4) Dyr må derfor betragtes som et mål i sig selv og ikke et middel til noget andet. Derfor er afskaffelsen af anvendelse af dyr til menneskelige formål den adækvate moralske rettesnor, (moral baseline).

4 kommentarer:

  1. Enig.
    Jeg har ofte skrevet læserbreve og kommentarer til andres meninger og skrevet: "Ingen har ret til at kalde nogen dyr for "husdyr."
    Slip dyrene løs!!!
    Og skrev også, at her også i denne vinter ser man heste med et dække på ryggen, så hestenes hår ikke gror naturligt. Det virker ligesom hvis et menneske skulle have en regnfrakke/presenning direkte på sin bare ryg i det kolde vejr.
    Kh Per

    SvarSlet
  2. Godt set, med hestene dér! :)
    Tak for kommentar Per og godt arbejde med læserbrevene - send gerne links til nogle, tidligere og i fremtiden - kh Sébastien

    SvarSlet
  3. Virkelig en rigtig god pointe ..

    Det samme som at sige at kødet bare skal være økologisk, så man ved at dyrene har haft det godt(bedre), det gør nøjagtigt det samme, at man igen understøtter det at det er acceptabelt at slå dyr ihjel, kræve ejerskab over dem ..

    Og en krølle på denne hale er at mange glemmer hvor honning kommer fra ;-)

    Kærligst
    Carsten

    SvarSlet
  4. Ja Carsten, vi bliver ikke uenige - men vi har i det hele taget vist meget tilfælles, trods vi kun kender hinanden fra cyberspace :)
    Bliver hyggeligt at mødes engang, derude! KH Sébastien

    SvarSlet