Sådan står der på den lidt krøllede billet til det foredrag, som jeg igår havde inviteret mine kolleger med til, fordi jeg tænkte, at dét kunne være et spændende input for vores arbejdsplads - når vi nu alligevel bruger så meget tid sammen. Sådan skulle det imidlertid ikke gå.
At kalde aftenen for et foredrag er mildt sagt en tilsnigelse. Jeg havde fornøjelsen af at hilse personligt på Chris, umiddelbart inden showet, og han imponerede mig med et intenst og personligt nærvær, i vores 4 sekunders møde. Dette nærvær forsvandt til gengæld fra det øjeblik han gik på scenen, til fordel for en fransk klovn attitude, bag hvilken han gemte sig, resten af stand-up-showet.
I stedet for at krydre sit foredrag med jokes, blev platheder det bærende element, i de næste par timer. Det var til gengæld kun i sjældne øjeblikke, at man kunne genkende titlen på "foredraget", i den nærmest maniske ordstrøm, der kom ud af hans amerikanske mund.
Kun i ganske få øjeblikke kunne jeg mærke det menneske, der stod på scenen foran de 400 tilhørere, der i øvrigt havde en ganske underholdende aften, lod det til. Lidt på samme måde, som havde de været inde at høre Linje 3 eller lignende.
Men allerede inden lattermusklerne fandt tilbage til deres oprindelige folder, ville det spinkle sundhedsbudskab være glemt, så man kunne sidde derhjemme ved aftenkaffen og godte sig ved, at man skal jo heller ikke være fanatisk. En glimrende anledning til at trykke på nogle motiverende knapper hos en masse oplagte mennesker, gik tabt. Som en kollega sagde i pausen: "det er jo ikke fordi der er så meget nyt under solen".
Således synes jeg, at Chris i virkeligheden kom til at tale ned til sit publikum, i sit forsøg på at nå hele vejen ud til Cecilie Frøkjær-segmentet. Han forsømte at fremstille sundhed som sexet og i stedet for at motivere os til at undersøge, hvor helt vidunderligt det må være at mærke krop og sind i optimal sundhed og balance, så endte han faktisk med at nedgøre motion, grøntsager og positiv tænktning, for “vi kan jo ikke alle sammen være som Ole Henriksen”, og "Broccoli smager jo forfærdeligt" og "i øvrigt hader jeg at motionere - nå, det troede i ikke, hva'?".
Jeg har altid været imponeret over Chris' evne til at brænde igennem på tv, hvor hans vigtige budskab om sundhed synes at kunne omfavne en hel befolkning. At vi tager ansvar for vores egen sundhed og interesserer os for hvad vi selv kan gøre for at optimere denne, i stedet for at overlade ansvaret til samfundet, der dyrt må kæmpe med regningen for vores uansvarlige levevis, ser jeg som et af tidens store imperativer og et væsentligt bidrag til løsningen på overlevelsen af vores velfærdssamfund, rent bortset fra det personlige velvære, som ligger lige indenfor rækkevidde, for den som vover.
Chris er på mange måder legemliggørelsen af dette, men hvor han skjulte det godt igår aftes. Jeg elsker dig stadig Chris, men hvor var det en stor skuffelse.
