Da jeg i foråret 2010 valgte at undersøge den veganske livsstil nærmere, tilmeldte jeg mig nogle sites på facebook, bl.a. LiveVegan. Det viste sig, at jeg var kommet det helt rigtige sted hen. Filosofien bag LiveVegan (udtales som i live-tv) er abolitionistisk, dvs. at man advokerer for total afskaffelse af anvendelsen af dyr, ud fra det filosofiske standpunkt, at dyr bør have én grundliggende rettighed, nemlig retten til ikke at blive behandlet som (andres) ejendom. Dette Animal Rights synspunkt står i modsætning til Animal Welfare-isterne, der kæmper for at dyrene, via regulering, skal få det bedre, men ikke grundliggende sætter spørgsmålstegn ved selve anvendelsen af dyrene.
En dansk dyrevelfærdsorganisation er Dyrenes Beskyttelse, og i dag kan man købe kød i supermarkederne, med labelet: Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse. (!)
Abolitionisterne går anderledes konsekvent til værks og mener som nævnt, at dyrenes rettighed til ikke at blive betragtet som andres ejendom i praksis har ét moralsk acceptabelt udfald, nemlig veganisme. Ja tværtimod mener abolitionisterne, at velfærdsorganisationerne gør dyrene en bjørnetjeneste. For at forstå dette skal vi se på abolitionisternes historiske forlæg, nemlig anti-slaveribevægelsen, som den udfoldede sig i Vesten fra midten af 15-tallet og fremefter. Osse dengang var der nogle der kæmpede for at slaverne skulle have bedre vilkår. Men hvis man kæmper for bedre vilkår for slaver accepterer man principielt, argumenterer abolitionisterne, slaveri in the first place. På samme måde, hvis man kæmper for mere human eksekvering af dødsstraf, så accepterer man dødstraf. Osse dødsgangene har deres abolitionister.
Synspunktets logik bliver tydelig, hvis man i dag, hvor modstanden mod slaveri er moralsk konsensus, hævder, at slaver skal have gode forhold. Slaver, hvad snakker du om! Derfor mener abolitionisterne faktisk, at velfærdsorganisationerne bidrager til en accept af anvendelsen af dyr og derfor kommer til at modarbejde dyrenes grundliggende rettighed. Ja faktisk mener man, at velfærdsetiketten nærmest fremskynder til, at forbrugeren med god samvittighed fortsætter konsumptionen af animalske produkter, hvilket reducerer tilbøjeligheden til at overveje endelig afståelse. Derfor vil man ofte høre abolitionisterne tale imod dyrevelfærd, hvilket jo godt kan virke overraskende, når man ikke har sat sig ind i deres argumentation.
På Facebooks LiveVegan site er man meget aktive med opdateringer, blogindlæg, etc. For mig var det meget inspirerende at blive bombarderet med deres ræsonnementer og en hovedfaktor i, at det blev let for mig at overgå til vegansk livsførsel.
Det filosofiske grundlag for the abolitionist approach i overskrifter:
1) Dyr har ret til ikke at blive betragtet som (andres) ejendom, (the right not to be treated as property).
2) Denne ret har de på baggrund af deres modtagelighed for sanseindtryk, (sentient beings with subjective awareness).
3) I kraft af modtageligheden for sanseindtryk indlemmes dyr i "det moralske fællesskab", altså som målgruppe for vores moralske overvejelser, (moral community).
4) Dyr må derfor betragtes som et mål i sig selv og ikke et middel til noget andet. Derfor er afskaffelsen af anvendelse af dyr til menneskelige formål den adækvate moralske rettesnor, (moral baseline).
torsdag den 31. marts 2011
onsdag den 30. marts 2011
Go vegan - it's easy
"If you are not vegan, go vegan. I'ts easy; it's better for your health and for the planet. But, most important, it's the morally right thing to do."
Med dette slogan promoverer abolitionisterne den veganske livsstil. I modsætning til dyrevelfærds-organisationer som f.eks. PETA, der arbejder for bedre forhold til dyr, så ønsker abolitionisterne en total afskaffelse af anvendelsen af dyr til menneskelige formål. Dyrene har i deres øjne således én grundliggende rettighed, nemlig retten til ikke at blive betragtet som andres ejendom.
Abolitionisternes synspunkter kan for nogle synes ekstreme. For mig var deres synspunkter imidlertid en hovedfaktor i, at jeg sidste år tillagde mig den veganske livsstil. Jeg skriver med vilje ikke "blev veganer", for jeg ønsker så vidt muligt ikke at lave en identitet ud af det. Men faktum er, at det netop har været let og har gjort mig glad.
En anden bidragende faktor var at kigge på nogle af de stærke filmoptagelser, der dokumenterer de forhold, som mange dyr lever under. Denne følelsesmæssige påvirkning kompletterede udemærket abolitionisternes mere rationelle tilgang, og med ubehaget over at se de voldsomme billeder, fulgte en lyst til ikke at bidrage, ikke være en del af mishandlingen, på nogen måde. Den mest overbevisende film jeg så var Earthlings, hvor Joaquin Phoenix som fortæller guider seeren igennem historien.
Som en sidste inspirationskilde vil jeg nævne den højt værdsatte skøn-litterat Jonathan Safran Foers fantastiske bidrag "Eating Animals", eller på dansk "Om at spise dyr". Hans mere moderate, men sympatiske og overbevisende fremtoning har ydet et unikt bidrag til den spirende globale bevidsthed om dyrespisningens konsekvenser, på alle planer. I tiden omkring udgivelsen var selv de danske medier fyldte med indslag om vegetarisk livsførsel og bogen kaster stadig artikler af sig, verden rundt. (se f.eks. her).
Jeg selv begyndte at leve vegetarisk ved 10-års alderen. Kombinationen af et indslag om slagtning i en tv-avis, samt inspiration fra en far, der var spirituel helse-hippie af råkost-generationen, motiverede mig. Jeg har aldrig savnet kød, men siden dengang vist nok spist kød ved en 2-3 tilfælde, ved uheld. Imidlertid var det først ved 30-års alderen at jeg indså, at den veganske livsstil ville være den egentlige og logiske konsekvens af mine holdninger.
Fra da af levede jeg (med accept) i uoverensstemmelse med mine værdier, indtil jeg som sagt i 2010 mere systematisk opsøgte noget af den information, der måske kunne motivere en livsstil, der var mere i overensstemmelse med mine værdier. Der var nemlig tilsyneladende væsentlig flere afsavn ved overgangen til det veganske, end til det blot vegetariske. Da jeg imidlertid åbnede mig overfor det væld af inspiration der er tilgængelig, i skikkelse af bl.a. ovennævnte kilder, blev det hele pludselig let og ligetil. I denne blog vil jeg over nogle indlæg dele denne inspiration.
Med dette slogan promoverer abolitionisterne den veganske livsstil. I modsætning til dyrevelfærds-organisationer som f.eks. PETA, der arbejder for bedre forhold til dyr, så ønsker abolitionisterne en total afskaffelse af anvendelsen af dyr til menneskelige formål. Dyrene har i deres øjne således én grundliggende rettighed, nemlig retten til ikke at blive betragtet som andres ejendom.
Abolitionisternes synspunkter kan for nogle synes ekstreme. For mig var deres synspunkter imidlertid en hovedfaktor i, at jeg sidste år tillagde mig den veganske livsstil. Jeg skriver med vilje ikke "blev veganer", for jeg ønsker så vidt muligt ikke at lave en identitet ud af det. Men faktum er, at det netop har været let og har gjort mig glad.
En anden bidragende faktor var at kigge på nogle af de stærke filmoptagelser, der dokumenterer de forhold, som mange dyr lever under. Denne følelsesmæssige påvirkning kompletterede udemærket abolitionisternes mere rationelle tilgang, og med ubehaget over at se de voldsomme billeder, fulgte en lyst til ikke at bidrage, ikke være en del af mishandlingen, på nogen måde. Den mest overbevisende film jeg så var Earthlings, hvor Joaquin Phoenix som fortæller guider seeren igennem historien.
Som en sidste inspirationskilde vil jeg nævne den højt værdsatte skøn-litterat Jonathan Safran Foers fantastiske bidrag "Eating Animals", eller på dansk "Om at spise dyr". Hans mere moderate, men sympatiske og overbevisende fremtoning har ydet et unikt bidrag til den spirende globale bevidsthed om dyrespisningens konsekvenser, på alle planer. I tiden omkring udgivelsen var selv de danske medier fyldte med indslag om vegetarisk livsførsel og bogen kaster stadig artikler af sig, verden rundt. (se f.eks. her).
Jeg selv begyndte at leve vegetarisk ved 10-års alderen. Kombinationen af et indslag om slagtning i en tv-avis, samt inspiration fra en far, der var spirituel helse-hippie af råkost-generationen, motiverede mig. Jeg har aldrig savnet kød, men siden dengang vist nok spist kød ved en 2-3 tilfælde, ved uheld. Imidlertid var det først ved 30-års alderen at jeg indså, at den veganske livsstil ville være den egentlige og logiske konsekvens af mine holdninger.
Fra da af levede jeg (med accept) i uoverensstemmelse med mine værdier, indtil jeg som sagt i 2010 mere systematisk opsøgte noget af den information, der måske kunne motivere en livsstil, der var mere i overensstemmelse med mine værdier. Der var nemlig tilsyneladende væsentlig flere afsavn ved overgangen til det veganske, end til det blot vegetariske. Da jeg imidlertid åbnede mig overfor det væld af inspiration der er tilgængelig, i skikkelse af bl.a. ovennævnte kilder, blev det hele pludselig let og ligetil. I denne blog vil jeg over nogle indlæg dele denne inspiration.
tirsdag den 29. marts 2011
Naturkusser eller kulturkusser?
"Forevigelsen af kussen og kun kussen foregår selvfølgelig helt anonymt."
Vi kan takke redaktionen bag værket “Kvinde kend din krop” for, at man nu frit kan sige kusse, i den offentlige debat (hvilket jeg i dette indlæg flittigt vil benytte mig af). Men spørgsmålet er, om vi kan takke for så meget mere?
Vi kan takke redaktionen bag værket “Kvinde kend din krop” for, at man nu frit kan sige kusse, i den offentlige debat (hvilket jeg i dette indlæg flittigt vil benytte mig af). Men spørgsmålet er, om vi kan takke for så meget mere?
For at forsvare kussen imod det kunstige og hårfattige kulturidéal, har man nemlig opstillet den debatskabende "Kussomat", hvor kvinder anonymt kan fotografere deres kusse, der løbende bliver oploadet til værkets hjemmeside. I forbindelse med opdatering af den gamle klassiker havde man nemlig fundet, “at der faktisk ikke findes ordentlige billeder af kusser på internettet”. (link til artikel)
Jeg fristes til at sige: “I respectfully disagree”, og synes, at jeg – uden at afsløre for meget - er stødt på en enkelt kusse eller to, igennem min tid i cyberspace. Det man imidlertid tager afstand til, er naturligvis den pornoficerede, hårløse kusse, med små og symmetriske læber, etc.
Men at dømme efter reaktionerne på Kussomatens frembringelser, så synes i al fald en signifikant andel af betragterne, at de fotograferede kusser er alt andet end en hyldest til kvindekønnet. Og jeg selv må sige, at jeg nærmest efterlades med en tankevækkende kvalme: “er det virkelig dette, som jeg lader være ledestjernen i mit liv”? Kusserne er simpelthen, i al deres behårede naturlighed, ganske klamme at se på! (døm selv)
Men hvem sagde i øvrigt, at det naturlige er at foretrække frem for det kulturlige? Undertrykkelse af minoriteter er f.eks. helt naturligt, men det forhindrer os jo ikke i at forsøge at kultivere kærlig sameksistens og ligestilling, hvor unaturligt det end måtte være. Vi forsøger med andre ord hele tiden at ændre (dele af) det naturlige, til fordel for skabelsen af en kultur, som er i overensstemmelse med tidens idéaler.
Er det ikke osse unaturligt for en mand at barbere sig i ansigtet, eller ja – ligefrem at gå til frisør? Hvorfor har vi ikke en debat om mandens ret til at lade håret stå uklippet, i stedet for, at han skal leve op til tidens idéal om at være unaturlig, velfriseret og soigneret? Og hvad med hans eau de toilette, eller deodorant, der skærmer for den naturlige duft af sved? Det samme kunne naturligvis siges om kvinder, sminke, hårpragt, tøj, etc.
Med andre ord har vi på en række områder for længst accepteret, at skønhedsidéalerne afviger fra hvordan naturen har skabt os, så hvorfor skulle det ikke osse gælde vores kønsdele? Mennesket er en æsteticerende størrelse og de seneste årtier har det været kønnets tur – dét er da sexuel frigørelse!
Personligt ville jeg da blive skræmt fra vid og sans, hvis jeg i et intimt øjeblik stødte på noget, der bare lignede nogle af de billeder, som Kussomaten har frembragt. Som alle andre steder på kroppen er vores køn da osse noget, som vi skal passe og pleje, æsteticere og soignere. Det forventer jeg af en sexuel partner, ligesom jeg aldrig, in the first place, ville falde for en kvinde, der ikke æsteticerede sit ydre.
Dette er ikke et forsvar for pornografi, i øvrigt. Og på samme måde, som modeindustriens skønhedsidéaler desværre kan fremstå som utopier, så især kvinder får mindreværd og spiseforstyrrelser, så vil nogle unge mennesker desværre osse, i mødet med pornografi, kunne finde anledning til ringe selvagtelse og ønsker om uhensigtsmæssig forandring, intimkirurgi, etc.
Dette er naturligvis sørgeligt, men ikke æsteticeringens skyld. Årsagen er nærmere at finde i manglende selvværd og løsningen på dette er ikke at hylde det grimme, under dække af at det er naturligt, men at give vores børn en opdragelse, der styrker deres selvværd – at give dem kærlighed. En kvinde der kender sin krop, elsker den som den er, men giver den samtidig lidt kærlig omsorg og pleje, duft, barbering, lidt mascara og ja, kredser æstetisk om den.
Det må være dén balance der skal tales for – hvor kultur og natur mødes, i en skøn forening!
torsdag den 24. marts 2011
Sexologerne på TV2
Så Ørting, Lubarski og co. her til aften, i Sexologerne på TV2. Og selvom energien på mange måder er dekadent og selvsmagende, så synes jeg alligevel at de har fat i noget af det rigtige.
Ærlighed, f.eks.
Og åbenhed. De bidrager til at få brudt grænserne for hvad man kan tale med hinanden om, både indenfor parforholdets sfære, men osse i øvrigt. Er det ikke mere reelt at fortælle sin partner, at man f.eks. begærer en anden, end at indhylde det i hemmeligheder og løgne? At vise hele sin energi overfor den man elsker, tage det frem og se på det - sammen - det er hvad Sexologerne står for. Om man så vil eksperimentere med at give hinanden fri til at forfølge begæret eller ej, det er ikke pointen. Ærligheden er. Og det møde, der opstår, lige dér.
Hvor fedt er det ikke, når to par mødes, at tale om det, der rører sig under overfladen, berige hinanden med erfaringer og dele processen - i stedet for kun at bevæge sig på overfladen, hvem man holder med i X-factor eller hvordan det går på arbejdet. Vedligeholde den facade, som man efterhånden selv betragter som virkeligheden, alt imens det indre lige så stille krakkelerer. Sexologerne foreslår, at vi gør en dyd ud af at bevidstgøre os i det indre, dele det og leve det - sammen. Osse selvom det indre er mindre poleret, end den overflade vi holder af at vise.
Igen er pointen ikke, at vi skal gøre op med monogamien. Det synes jeg i al fald ikke. Men jeg har det fint med at de gør det og synes det er meget mere reelt, end fortiede sidespring og løbske fantasier om utroskab. Vi skal lære at vise hvem vi er og tage de aspekter med, der måske virker udfordrende, i stedet for at feje det ind under gulvtæppet. Hvorfor? Fordi skidtet hober sig op og tager kræfterne fra os, hvis vi ikke giver det en stemme. Men osse fordi der i det beskidte osse ligger en ressource; en kraft, som kan komme os til gode, hvis vi tager den med, bruger den og guider den - med vores hjerte - ind i vores system. Lader bevidsthedens lys skinne, selv på det som gør ondt.
Men bortset fra det, så er det befriende at se, hvordan de tør lege med sexualiteten, livskraften og kærligheden. Sætte ord på tabuer, herregud - vi lever i en krop, fyldt med begær og lyst, fantastiske muligheder for nydelse, hvorfor ikke gå ombord i det og udforske, hvor langt det kan bringe os? Og hvem fandt på, at vi ikke skulle kunne sætte ord på, for hinanden, hvad vi har lyst til og drømmer om? Er det ikke mere kreativt, end at hengemme fantasier til lumske bagtanker og pornografisk eskapisme. Frem i lyset med det hele, men - vil jeg tilføje, og det synes jeg måske ikke Sexologerne understreger helt tydeligt, selvom jeg tror de mener det: Husk at have hjertet med, for du jonglerer osse med store følelser.
Ærlighed, f.eks.
Og åbenhed. De bidrager til at få brudt grænserne for hvad man kan tale med hinanden om, både indenfor parforholdets sfære, men osse i øvrigt. Er det ikke mere reelt at fortælle sin partner, at man f.eks. begærer en anden, end at indhylde det i hemmeligheder og løgne? At vise hele sin energi overfor den man elsker, tage det frem og se på det - sammen - det er hvad Sexologerne står for. Om man så vil eksperimentere med at give hinanden fri til at forfølge begæret eller ej, det er ikke pointen. Ærligheden er. Og det møde, der opstår, lige dér.
Hvor fedt er det ikke, når to par mødes, at tale om det, der rører sig under overfladen, berige hinanden med erfaringer og dele processen - i stedet for kun at bevæge sig på overfladen, hvem man holder med i X-factor eller hvordan det går på arbejdet. Vedligeholde den facade, som man efterhånden selv betragter som virkeligheden, alt imens det indre lige så stille krakkelerer. Sexologerne foreslår, at vi gør en dyd ud af at bevidstgøre os i det indre, dele det og leve det - sammen. Osse selvom det indre er mindre poleret, end den overflade vi holder af at vise.
Igen er pointen ikke, at vi skal gøre op med monogamien. Det synes jeg i al fald ikke. Men jeg har det fint med at de gør det og synes det er meget mere reelt, end fortiede sidespring og løbske fantasier om utroskab. Vi skal lære at vise hvem vi er og tage de aspekter med, der måske virker udfordrende, i stedet for at feje det ind under gulvtæppet. Hvorfor? Fordi skidtet hober sig op og tager kræfterne fra os, hvis vi ikke giver det en stemme. Men osse fordi der i det beskidte osse ligger en ressource; en kraft, som kan komme os til gode, hvis vi tager den med, bruger den og guider den - med vores hjerte - ind i vores system. Lader bevidsthedens lys skinne, selv på det som gør ondt.
Men bortset fra det, så er det befriende at se, hvordan de tør lege med sexualiteten, livskraften og kærligheden. Sætte ord på tabuer, herregud - vi lever i en krop, fyldt med begær og lyst, fantastiske muligheder for nydelse, hvorfor ikke gå ombord i det og udforske, hvor langt det kan bringe os? Og hvem fandt på, at vi ikke skulle kunne sætte ord på, for hinanden, hvad vi har lyst til og drømmer om? Er det ikke mere kreativt, end at hengemme fantasier til lumske bagtanker og pornografisk eskapisme. Frem i lyset med det hele, men - vil jeg tilføje, og det synes jeg måske ikke Sexologerne understreger helt tydeligt, selvom jeg tror de mener det: Husk at have hjertet med, for du jonglerer osse med store følelser.
Abonner på:
Opslag (Atom)