onsdag den 30. marts 2011

Go vegan - it's easy

"If you are not vegan, go vegan. I'ts easy; it's better for your health and for the planet. But, most important, it's the morally right thing to do."

Med dette slogan promoverer abolitionisterne den veganske livsstil. I modsætning til dyrevelfærds-organisationer som f.eks. PETA, der arbejder for bedre forhold til dyr, så ønsker abolitionisterne en total afskaffelse af anvendelsen af dyr til menneskelige formål. Dyrene har i deres øjne således én grundliggende rettighed, nemlig retten til ikke at blive betragtet som andres ejendom.

Abolitionisternes synspunkter kan for nogle synes ekstreme. For mig var deres synspunkter imidlertid en hovedfaktor i, at jeg sidste år tillagde mig den veganske livsstil. Jeg skriver med vilje ikke "blev veganer", for jeg ønsker så vidt muligt ikke at lave en identitet ud af det. Men faktum er, at det netop har været let og har gjort mig glad.

En anden bidragende faktor var at kigge på nogle af de stærke filmoptagelser, der dokumenterer de forhold, som mange dyr lever under. Denne følelsesmæssige påvirkning kompletterede udemærket abolitionisternes mere rationelle tilgang, og med ubehaget over at se de voldsomme billeder, fulgte en lyst til ikke at bidrage, ikke være en del af mishandlingen, på nogen måde. Den mest overbevisende film jeg så var Earthlings, hvor Joaquin Phoenix som fortæller guider seeren igennem historien.

Som en sidste inspirationskilde vil jeg nævne den højt værdsatte skøn-litterat Jonathan Safran Foers fantastiske bidrag "Eating Animals", eller på dansk "Om at spise dyr". Hans mere moderate, men sympatiske og overbevisende fremtoning har ydet et unikt bidrag til den spirende globale bevidsthed om dyrespisningens konsekvenser, på alle planer. I tiden omkring udgivelsen var selv de danske medier fyldte med indslag om vegetarisk livsførsel og bogen kaster stadig artikler af sig, verden rundt. (se f.eks. her).

Jeg selv begyndte at leve vegetarisk ved 10-års alderen. Kombinationen af et indslag om slagtning i en tv-avis, samt inspiration fra en far, der var spirituel helse-hippie af råkost-generationen, motiverede mig. Jeg har aldrig savnet kød, men siden dengang vist nok spist kød ved en 2-3 tilfælde, ved uheld. Imidlertid var det først ved 30-års alderen at jeg indså, at den veganske livsstil ville være den egentlige og logiske konsekvens af mine holdninger.

Fra da af levede jeg (med accept) i uoverensstemmelse med mine værdier, indtil jeg som sagt i 2010 mere systematisk opsøgte noget af den information, der måske kunne motivere en livsstil, der var mere i overensstemmelse med mine værdier. Der var nemlig tilsyneladende væsentlig flere afsavn ved overgangen til det veganske, end til det blot vegetariske. Da jeg imidlertid åbnede mig overfor det væld af inspiration der er tilgængelig, i skikkelse af bl.a. ovennævnte kilder, blev det hele pludselig let og ligetil. I denne blog vil jeg over nogle indlæg dele denne inspiration.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar