Naturkusser eller kulturkusser?

"Forevigelsen af kussen og kun kussen foregår selvfølgelig helt anonymt."
Vi kan takke redaktionen bag værket “Kvinde kend din krop” for, at man nu frit kan sige kusse, i den offentlige debat (hvilket jeg i dette indlæg flittigt vil benytte mig af). Men spørgsmålet er, om vi kan takke for så meget mere?

For at forsvare kussen imod det kunstige og hårfattige kulturidéal, har man nemlig opstillet den debatskabende "Kussomat", hvor kvinder anonymt kan fotografere deres kusse, der løbende bliver oploadet til værkets hjemmeside. I forbindelse med opdatering af den gamle klassiker havde man nemlig fundet, “at der faktisk ikke findes ordentlige billeder af kusser på internettet”. (link til artikel)

Jeg fristes til at sige: “I respectfully disagree”, og synes, at jeg – uden at afsløre for meget - er stødt på en enkelt kusse eller to, igennem min tid i cyberspace. Det man imidlertid tager afstand til, er naturligvis den pornoficerede, hårløse kusse, med små og symmetriske læber, etc.

Men at dømme efter reaktionerne på Kussomatens frembringelser, så synes i al fald en signifikant andel af betragterne, at de fotograferede kusser er alt andet end en hyldest til kvindekønnet. Og jeg selv må sige, at jeg nærmest efterlades med en tankevækkende kvalme: “er det virkelig dette, som jeg lader være ledestjernen i mit liv”? Kusserne er simpelthen, i al deres behårede naturlighed, ganske klamme at se på! (døm selv)

Men hvem sagde i øvrigt, at det naturlige er at foretrække frem for det kulturlige? Undertrykkelse af minoriteter er f.eks. helt naturligt, men det forhindrer os jo ikke i at forsøge at kultivere kærlig sameksistens og ligestilling, hvor unaturligt det end måtte være. Vi forsøger med andre ord hele tiden at ændre (dele af) det naturlige, til fordel for skabelsen af en kultur, som er i overensstemmelse med tidens idéaler.

Er det ikke osse unaturligt for en mand at barbere sig i ansigtet, eller ja – ligefrem at gå til frisør? Hvorfor har vi ikke en debat om mandens ret til at lade håret stå uklippet, i stedet for, at han skal leve op til tidens idéal om at være unaturlig, velfriseret og soigneret? Og hvad med hans eau de toilette, eller deodorant, der skærmer for den naturlige duft af sved? Det samme kunne naturligvis siges om kvinder, sminke, hårpragt, tøj, etc.

Med andre ord har vi på en række områder for længst accepteret, at skønhedsidéalerne afviger fra hvordan naturen har skabt os, så hvorfor skulle det ikke osse gælde vores kønsdele? Mennesket er en æsteticerende størrelse og de seneste årtier har det været kønnets tur – dét er da sexuel frigørelse!

Personligt ville jeg da blive skræmt fra vid og sans, hvis jeg i et intimt øjeblik stødte på noget, der bare lignede nogle af de billeder, som Kussomaten har frembragt. Som alle andre steder på kroppen er vores køn da osse noget, som vi skal passe og pleje, æsteticere og soignere. Det forventer jeg af en sexuel partner, ligesom jeg aldrig, in the first place, ville falde for en kvinde, der ikke æsteticerede sit ydre.

Dette er ikke et forsvar for pornografi, i øvrigt. Og på samme måde, som modeindustriens skønhedsidéaler desværre kan fremstå som utopier, så især kvinder får mindreværd og spiseforstyrrelser, så vil nogle unge mennesker desværre osse, i mødet med pornografi, kunne finde anledning til ringe selvagtelse og ønsker om uhensigtsmæssig forandring, intimkirurgi, etc.

Dette er naturligvis sørgeligt, men ikke æsteticeringens skyld. Årsagen er nærmere at finde i manglende selvværd og løsningen på dette er ikke at hylde det grimme, under dække af at det er naturligt, men at give vores børn en opdragelse, der styrker deres selvværd – at give dem kærlighed. En kvinde der kender sin krop, elsker den som den er, men giver den samtidig lidt kærlig omsorg og pleje, duft, barbering, lidt mascara og ja, kredser æstetisk om den.

Det må være dén balance der skal tales for – hvor kultur og natur mødes, i en skøn forening!